| Flere

Foreninger har svært ved fundraising

Fundraising er blevet kaldt idrættens sværeste disciplin, og kurser i at lære, hvordan man skaffer penge til at gøre de gode i ideer til virkelighed, bliver revet væk

Måske mangler din forening penge til nye sangbøger eller et klubhus? Til et arrangement for medlemmerne eller udstyr til at starte nye hold? Eller måske har I brug for nye klubdragter?

Hvis budgettet er stramt, kan fundraising være svaret. Og der er mange måder at gribe det an på: Man kan søge støtte hos fond, finde sponsorer eller lave indsamlinger i lokalområdet eller overskudsgivende arrangementer.

Kurser i fundraising

Flere landsdelsforeninger holder løbende kurser i Fundraising. Kontakt dem for at høre nærmere.

Kurser bliver revet væk

Kim Bremer og Signe Gammeltoft underviser løbende på kurser i fundraising rundt om på Sjælland. Og pladserne rives væk, ligeså snart der åbnes for tilmeldingen.

»Det er både godt og skidt. Det er dejligt kurserne er populære, men efterspørgslen tyder på, at foreningerne har et stort behov for at lære om fundraising,« siger Kim Bremer, der er Sundheds- og projektkonsulent i DGI Nordsjælland og også har erfaring med fundraising fra frivilligt foreningsarbejde.

De foreningsfolk og ildsjæle han møder på kurserne ofte har det til fælles, at de ikke tænker på bidragsyderne.

»Mange tror, at det er ligesom at gå til købmanden. De glemmer, at giverne også vil have noget ud af dem,« siger Kim Bremer.

Den sværeste disciplin

Idrætsforeningerne har så svært ved fundraising, at det rammer dem negativt. Idrættens Analyseinstitut har talt med flere eksperter i fundraising og sponsorater, og instituttets direktør, Henrik H. Brandt, skrev i nyhedsbrevet fra marts:

»Dansk idræt savner kommercielle kompetencer på mange niveauer. Hvis ikke foreninger og forbund gearer sig til kampen om sponsorernes midler, ender pengene i andre lommer.«

Eksperterne påpeger, at idrætsforeninger mangler evnen til at tænke kommercielt. De glemmer, at det ofte er mere undtagelsen end reglen, at direktøren af et firma med et godt hjerte bare kaster penge efter den lokale gymnastikforening.

Husk samarbejdet

»Når man søger midler, skal man ikke bare fokusere på, at der mangler penge. Peg på, hvad giverne får ud af samarbejdet,« siger Signe Gammeltoft, der er integrationskonsulent i Københavns Kommune og har stor erfaring med fundraising.

»Giverne kan se, hvordan deres penge dækker et reelt behov, at de løser et problem eller går til et godt formål,« forklarer hun og fortsætter: »Sæt fokus på, hvordan de med deres støtte er med til at løfte en samfundsopgave, bidrager til sundheden og det sociale fællesskab, eller at de kommer i direkte kontakt med deres kunder.«

Signe Gammeltoft påpeger, at foreningerne ofte glemmer at sælge deres værdier.

»Det er in at være socialt ansvarlig. Først skal man åbne folks øjne og hjerter – og så kan man bede om deres penge.«

Opdateret 4. maj 2011 Af Gitte Iversen

Ejer: Kommunikationsafdelingen